Udskiftning af vandinstallationer i Degneparken

Hos Elektrogården er vi i gang med en spændende opgave i Degneparken i Dianalund. Opgaven omhandler udskiftning af samtlige vandinstallationer grundet rørbrud på de gamle. Det indebærer altså demontering og bortskaffelse af de gamle installationer, som ligger godt begravet under gammel mineraluldsisolering på afdelingens lofter. Efterfølgende etableres der ny vandinstallation for koldt og varmt vand samt cirkulation.

Derfor har både vi, men i særdeleshed også vores medarbejdere haft stort fokus på at have sikkerheden og værnemidlerne i orden.

Niels og Phillip, som er sat på opgaven, er blevet klædt godt på – også i bogstavelig forstand.

Der er indkøbt nye masker med motor, som sørger for lufttilførsel, og så er både heldragt og handsker på sin plads, når man ligger og roder rundt på sådan et loftsrum.